Fra faktalink om borgerkrigen i Syren: Panel skal dokumentere syriske grusomheder. 105 lande har vedtaget at oprette et FN-hold, der skal indsamle og analysere beviser fra krigen i Syrien.
Foto: Omar Sanadiki / Scanpix

Livliner til din opgaveskrivning

Fake news og internettets ocean af tvivlsom viden er svært at navigere rundt i. Og for en gymnasieelev kan det være uoverskueligt at skelne mellem gode og dårlige kilder. Heldigvis er de to bibliotekstjenester forfatterweb.dk og faktalink.dk faglige og saglige modpoler til nettets misinformation.

Af: Lasse Lundberg Andreasen

Når gymnasieelever slider med de store afleveringer og har brug for at finde vej i junglen af information, er der to steder på nettet, som kan få opgaven videre: Forfatterweb og Faktalink. Begge sider drives af DBC, som er en forkortelse af Dansk Bibliotekscenter. Her arbejder Mai-Brit Nielsen som redaktør.

Hun påpeger, at siderne først og fremmest er hjemsted for indhold, man kan stole på.

»På vores sider finder du kvalitetsindhold, du kan regne med. På den måde er det gode alternativer til at google eller gå på Wikipedia. Vores indhold er skrevet af professionelle formidlere, og det er lavet ud fra en fast skabelon. Derfor finder du både beskrivelser af baggrunden, forløbet og betydningen af f.eks. en historisk periode eller en litterær epoke,« fortæller Mai-Brit Nielsen.

Brugerene søger kvalitetsindhold på dansk

Tove Ditlevsen - foto: Gyldendal

Siderne er skabt for at sikre, at danske elever og andre borgere har adgang til valid information. Forfatterweb og Faktalink er begge hjemmesider, som kan

hjælpe gymnasieelever med baggrundsviden til deres opgaver. Og fordi siderne er på dansk og redigeret med fokus på kvalitetsindhold, er der stor efterspørgsel efter sidernes indhold.

»I sidste uge var mere end 86.000 inde forbi Faktalink og finde information om alt fra Den kolde krig til flygtninge og klimaforandringer,« kan Mai-Brit Nielsen oplyse ud fra sidens besøgsstatistik.

Det er i høj grad gymnasielever, som benytter sig af hjemmesidernes omfattende informationsarkiv. På Forfatterweb er det for tiden Tove Ditlevsen, som topper hitlisten. I år er det 100 år siden, at Tove Ditlevsen blev født, hvilket har gjort hendes livsværk aktuelt igen. Og skulle elever have lyst til at dykke ned i Tove Ditlevsens samtid, kan de også gå på opdagelse i periodebeskrivelsen. Her bliver forfattere og tekster sat ind i en historisk sammenhæng.

»Vores artikler har altid et omfattende kildegrundlag, og man kan nemt finde referencer til f.eks. samtiden eller andre relevante oplysninger. Det gør det let at gå på tværs mellem forskellige fag,« fortæller Mai-Brit Nielsen.

Biblioteket er klar til at hjælpe

Det er ikke usædvanligt, at elever eller andre brugere af siderne har behov for lidt ekstra vejledning eller har spørgsmål til, hvordan de kommer videre i deres informationssøgning. Udover at der altid er hjælp at hente til opgaveskrivningen på biblioteket, er der også ind imellem nogen, der henvender sig direkte til Faktalink og Forfatterwebs redaktør.

»Man kan nok godt kalde os en slags videns-helpdesk. Mange skriver til os, måske fordi de er kørt fast, eller fordi de mangler et sted at begynde deres research. Så kan vi guide dem i den rigtige retning. Jeg har f.eks. lige modtaget en mail fra en gymnasieelev, som leder efter tekster om cannabis som politisk magtmiddel. Ham opfordrede jeg til at kigge i vores tekster om 1970’erne.«

GRATIS ADGANG TIL VIDEN

Som et tilbud fra bibliotek og skole er adgangen til både Forfatterweb og Faktalink gratis.

For skoleelever logger man ind via sit UNI-login. For andre videbegærlige personer kræver det blot, at man er registreret som låner på et bibliotek.

Koden, man bruger til at registrere lån af materiale på biblioteket, er den samme, som giver adgang til Forfatterweb og Faktalink.

Besøg siderne på:

www.forfatterweb.dk
www.faktalink.dk