Foto: Mads Sørensen

Karrierevej gennem klasseværelse og værksted

HTX er den lille i klassen, når unge vælger en gymnasial uddannelse efter folkeskolen, og det undrer 18-årige Rie fra Køge.

Det er forbundet med en grad af eksklusivitet, når unge på vej ud af Folkeskolen vælger at fortsætte uddannelsesrejsen på HTX. I 2017 var det bare otte procent af de unge på Sjælland, der valgte at søge ind på det tekniske gymnasium efter endt folkeskoleuddannelse.

Det undrer 18-årige Rie Petersen, der er i gang med 3.G på HTX i Køge, og på intet tidspunkt har fortrudt, at hun gik den vej frem for den vej, som mange af klassekammeraterne valgte.

Rie Petersen

- Jeg havde hørt meget om, at HTX var for nørder, men i virkeligheden er det et sted med masser af engagement. Når jeg snakker med mine venner, der går på gymnasiet og handelsskolen, så lyder det mest som om det er en forlængelse af folkeskolen. Bare lidt sværere. På HTX får vi lov til at dykke ned i det, som virkelig interesser os. Det gør det sjovt, at gå i skole, forklarer Rie.

Hun synes undervisningsmiljøet alene burde kunne tiltrække flere, men modsat kan hun faktisk godt se en fordel i, at HTX ikke er lige så stor som andre gymnasiale uddannelser.

- Skolerne er mindre, og så oplever jeg det som meget nemt at være sig selv. Vi har et tæt sammenhold på HTX, og der er ingen der kigger skævt til en, hvis man vælger at troppe op i nattøj, fordi det bare er sådan en dag man har, siger hun med et smil på læben.

Rie går på Digital Design Development-linjen med en ambition om at læse videre på universitetet. Med i bagagen får hun både en teoretisk og praktisk viden, for vejen til studenterhuen på HTX går både gennem klasseværelser og værksteder.

Det sker blandt andet i det obligatoriske fag Teknik på A-niveau, hvor Rie blandt andet har valgfaget ”Byggeri og energi”.

- Det betyder, at vi blandt andet har lavet projekter i tømrerhallen og ved siden af murerne på erhvervsuddannelserne. Vores arbejder munder altså ud i konkrete produkter, og det er bare mega nice at bruge teorien i praksis. At vi ikke bare skal sidde foran en tavle, men rent faktisk ud og lave noget – og inden for det, som man synes er sjovt, forklarer Rie, der gennem sin HTX-tid har været rundt om i flere værksteder på de forskellige erhvervsuddannelser, som HTX i Køge deler bygning med.

- Vi har endda haft et svejsegrundfag, siger hun med begejstring i stemmen, og glæder sig over, at hun ikke bare har fået praktisk erfaring med sig, men også en mulighed for at koble sig på nogle meget forskellige fagpersoner undervejs i sin skoletid.

- Når man, som os, går på en skole, hvor der også er erhvervsuddannelser, så møder man meget forskellige mennesker, der kan noget helt særligt. Det har været en stor fordel, når vi skulle sparre med andre omkring projekter og her fået meget forskellig faglighed indover.

Hun er helt overbevist om, at kombinationen af teori og praksis, hvor det meste er projektorienteret kommer til at gøre en positiv forskel videre i karrieren, hvor universitetet venter lige om hjørnet.

- Vi var i studiepraktik på Aalborg Universitet i København, og det var virkelig rart at se, hvordan den måde, som vi arbejder på, ligner den måde, som der også arbejdes på på universitet.

I Region Sjælland kan HTX bryste sig af at være den gymnasiale retning , der har den højeste overgang af studenter til videregående uddannelser.

HTX - Højere Teknisk Eksamen

HTX kaldes i det daglige bare HTX eller Teknisk Gymnasium. Og det er netop en 3 årig gymnasial uddannelse som har fokus på de naturvidenskabelige og tekniske fag.

HTX har været en gymnasial uddannelse siden 1994. Eleverne bliver studenter med en studenterhue, som har mørkeblåt bånd og de kører selvfølgeligt også på studenterkørsel.

HTX er som de andre gymnasieretninger en studieforberedende ungdomsuddannelse, der giver adgang til de højere, lange videregående uddannelser på landets universiteter og tekniske institutioner.

HTX gymnasierne i Region Sjælland har den største overgang til de videregående uddannelser af de tre gymnasieformer.


HTX - Højere Teknisk Eksamen

EUC Sjælland har to tekniske gymnasier: HTX Køge og HTX Næstved.

Begge er moderne skoler med god elevtrivsel og et spændende uddannelsesmiljø med laboratorier, teknisk udstyr, naturvidenskabeligt materialer og spændende aktiviteter – også efter det har ringet ud fra sidste time. På begge gymnasier er fylder projekter meget. På HTX arbejdes med konkret teori og fakta og og det omsætter eleverne i opgaveløsning eller projektarbejde til løsninger, produkter eller til at få noget til at virke i virkeligheden.

HTX Køge udbydes 6 studieretninger: Biotech Science, Computer Science, Digital Development Science, Life Science, Product Development og Science.

HTX Næstved udbydes 4 studieretninger: Biotech Science, Computer Science, Product Development og Science.

Der går ca 300 elever på hvert gymnasium.

Nysgerrig? Kom til informationsaften 23. januar i Næstved og 24. januar i Køge -Læs mere om HTX på EUC Sjælland; www.eucsj.dk/htx