– Hvis ikke naturfagene bliver gjort spændende af undervisere og læremidler, får vi et samfundsmæssigt problem, mener forlagschef Michael Haase.

Naturvidenskab er sindssygt spændende

Politikere og virksomheder kæmper i disse tider med at få flere unge til at få øjnene op for fordelene ved en naturvidenskabelig uddannelse. En afgørende faktor for, at det mål bliver en realitet, er lærebøger i topklasse.

Af: Lasse Lundberg Andreasen

Ude i klasselokalerne er det kombinationen af en kompetent underviser og gode lærebøger, som kan motivere eleverne til at gå på opdagelse i naturvidenskabens forunderlige verden. Og hos Haase Forlag har man lang erfaring med at gøre komplekse formler til vedkommende undervisning.

Haase Forlag er et af landets mindre forlag, men ambitionerne er store, når det handler om at gøre naturvidenskab mere tilgængelig og spændende. Også for dem på bageste række, der måske ikke synes, formler er deres stærkeste side. Forlagets lærebøger til kemiundervisningen er de mest udbredte, og nu de håber forlagets chef, Michael Haase, at det samme sker for deres nye fysikbøger.

»Nogle gange er det tilfældigheder, der afgør en students videre karriere. Naturvidenskab kan i sin rene form fremstå kompliceret. Hvis ikke fagene bliver gjort spændende af undervisere og læremidler, har vi et samfundsmæssigt problem. Det er unge forskere inden for it og naturvidenskab, der skal hjælpe med at løse de aktuelle globale problemer«, siger Michael Haase.

Når flere unge vælger naturvidenskab på et højere niveau end det obligatoriske, øger det muligheden for, at Danmark gøre sig gældende globalt inden for innovation og eksport. Derfor er det vigtigt, at undervisningsmaterialet taler til en meget bred gruppe elever.

»Vi har sat os for at gøre naturvidenskab let tilgængeligt. Det gør vi først og fremmest i samarbejde med vores forfattere. Vi arbejder længe med teksterne og tester dem på elever. Formler kan ikke diskuteres, men de skal forklares pædagogisk, kort og præcist«, fortæller forlagschefen.

Haase Forlag

Haase Forlag har holdt til på samme adresse i Københavns indre by i 120 år. Det gør forlaget til det ældste privatejede forlag i Danmark. Herfra leverer forlaget stadig naturvidenskabelige lærebøger til ungdomsuddannelserne – med en ambition om at få lidt flere til studerende til at vælge naturfag i deres videre uddannelse.

Det kan tage flere år at udvikle lærebogen med den rigtige tekst. Det gælder bl.a. om at finde frem til den bedste metode, så elever nemmest forstår, hvor meget deres hverdag afhænger af naturvidenskab. Mange valg sker i teenageårene, også interessen for udforske naturvidenskab eller de humanistiske fag. Derfor sigter meget undervisning på at gøre elever nysgerrige, så de bliver motiveret til at udforske og stille spørgsmål på egen hånd.

At de naturvidenskabelige kandidater også er fremtidens nøglemedarbejdere, er de fleste efterhånden enige om.

»På den lange bane har velfærdssamfundet en stor opgave foran sig, som de fleste politikere nok er bevidste om, men har svært ved at regulere effektivt: Mange firmaer skriger på nyuddannede unge mennesker, som har et kendskab til naturlovene. Det prøver vi at hjælpe med. Det er de senere år blevet en fasttømret del af vores mission,« siger Michael Haase.

»Naturvidenskab er sindssygt spændende, det forsøger vi at få vores læremidler til at signalere. Og så giver det god mening for samfundet lige nu at få uddannet flere nysgerrige unge mennesker, der kan tænke ud af boksen.«